06/04/2020
Måske du har lidt ekstra tid til at lave mad her i påsken? Her kommer der en gratis madlavningsvideo på en af de retter jeg har fået allermest positiv feedback på. Nemlig min linselasagne. Den kræver lidt ekstra tid, men til gengæld smager den virkeligt godt som restemad helt op til 4-5 dage efter du først har serveret den.
Hvis du vil dele videoen vil jeg være meget taknemmelig. Den er lavet i samarbejde med ENOFILM. Selve opskriften finder du også skrevet ud herunder:
OPSKRIFT på vegansk og glutenfri linselasagne (se OPSKRIFT på umami-drys til allersidst):
INGREDIENSER:
Linsesovsen:
1 løg
2-4 fed hvidløg
Cirka 6 mindre stængler grønkål
1 mellem squash
Olivenolie til at stege løg og hvidløg i
1 dl grønne linser + 1 dl Du Puy ELLER samme mængde andre typer linser
2-3 tsk balsamico eddike
1 dåse flåede og hakkede eller mosede tomater ELLER 4 dl tomater på glas
6 dl vand (måske mere)
2 store tsk salt
Cirka 2 spsk herbes de provence
Cirka 1 spsk sød paprika
Cirka 1/4 tsk stødt chilil eller cayennepeber
Peber efter smag
Kokosmælkssovs:
2 store spsk vegansk Smørbar blok
2-3 store tsk rismel
Cirka 2 1/2 dl vand
1/2 dåse kokosmælk
1 stor tsk salt
Peber efter smag
Cirka 1/2 pakke glutenfrie lasagneplader (måske flere, måske færre) - du kan også sagtens bruge almindelige hvis du ikke har behov for at lasagnen er glutenfri
FREMGANGSMÅDE:
1. Start med at tænde ovnen på 175 grader, varmluft.
2. Rens løg og hvidløg. Skær løget over på midten og skær det så i halvmåneformede skiver, cirka 1/2 cm tykke. Hak hvidløget fint eller pres det. Skyl grønkålen grundigt og rib den. Hak den groft. Squashen skylles og skæres i mundrette tern.
3. Dæk bunden af en større gryde med olivenolie. Varm olien op i en stor gryde og kom løg derned. Steg det så i 5 minutter ved forholdsvis høj varme, så det bliver brunet. Skru ned til middelvarme inden hvidløg tilsættes og steger med i 30 sekunder. Kom herefter linserne i og skru op for varmen. Tilsæt grønkålen. Efter 30 sekunder til 1 minut tilsættes eddiken, som får lob at bruse op og af.
3. Tilsæt så tomat og vand. VENT MED SALTEN. Kom låg på. Bring det i kog, skru ned og lad det så simre UDEN SALT i cirka 10-15 minutter. Lad eventuelt din umami-drys imens du venter (se opskrift til sidst her i kommentarfeltet).
4. Tilsæt så salt og dine krydderier til din linsesovs og kom låg på igen. Nu skal det simre i cirka 20-25 minutter. Lav eventuelt nu din kokosmælkssovs. Husk at røre rundt i linsesovsen engang imellem og tjekke, om der skal tilsættes mere vand.
5. Når linserne er al dente, smag på linserne for at kunne vurdere det, tilsættens squashen. Måske skal der også mere vand i. Giv linsesovsen et opkog. Lad sovsen koge et minuts tid så squashen får en let tilberedning. Husk at smage til!
6. Imens linsesovsen (som kun mangler squash) simrer, laves kokosmælkssovsen. Det er en opbagt sovs.
7. Kom Smørbar blok i en kasserolle og smelt det. Når det er helt smeltet tilsættes melet og der røres rundt med et piskeris. Smøren skal mættes af mel. Lad opbaget koge lidt sammen mens du pisker, i cirka 2 minutter, for at give det lidt ristet, umami smag. Tilsæt så vandet. Pisk grundigt så sovsen ikke klumper. Tilsæt så kokosmælken. Pisk igen grundigt. Tilsæt så salt og peber. Smag til!
8. Nu skal lasagnen samles. Kom først et tykt lag linsesovs, så lidt kokosmælkssovs (det skal ikke dække linsesovsen, blot hældes ud i et tyndt zigzag-mønster) og til sidst ét lag lasagneplader i et ovnfast fad. Fortsæt indtil fadet er fyldt eller du har mindst 3 lag lasagneplader.
9. Slut af med et lag linsesovs som dækkes med det resterende kokosmælkssovs, også selvom der er meget kokosmælkssovs tilbage. Drys med noget af din hjemmelavede umami-drys.
10. Nu skal lasagnen bage i cirka 30 minutter. Lad den gerne stå i 15-20 minutter efter den er kommet ud af ovnen, så bliver den nemmere at skære.
11. Velbekomme!
OPSKRIFT på umami-drys aka vegansk parmesan
INGREDIENSER:
100 gr cashewnødder
20 gr gærflager
1 1/2 tsk salt
1/2 tsk hvidløgspulver
FREMGANGSMÅDE:
1. Blend alle ingredienser sammen i minihakker, måske en foodprocessor. Det er det!