15/01/2015
Tjek det spændende PROGRAM ud for påsketuren til Centralafrika med afgang d. 28 Marts!
Dag 1 – København til Kampala
Afgang fra København til Kampala.
Dag 2 – Kampala, Mengo Paladset og den danske iværksætter Larry Holm
Vi flyver ind til Entebbe over Victoriasøen med udsigt til de hundredvis af øer i den kolossale sø. Efter ankomst går turen til hotellet, der ligger i en rolig del af det pulserende Muyenga kvarter. Som en introduktion til regionen besøger vi Mengo Paladset, hjemsted for Buganda-monarkiet, som er det største af de resterende kongedømmer i Uganda. Vores guide Ssesmmande vil med udgangspunkt i paladset beskrive Ugandas turbulente nyere historie, der trækker tråde til de omkringliggende lande og hjælper til at forstå det kludetæppe, som regionen er. Om aftenen stifter vi bekendtskab med det afrikanske køkken med lokale lækkerier som den faste majsgrød posho og gedestuvning. Middagen vil blive spist i selskab med den danske iværksætter Larry Holm, der vil fortælle om udfordringerne og mulighederne ved at starte en virksomhed i Uganda.
Dag 3 – Kampala, byvandring, besøg på den danske ambassade og Makerere University
Som en del af vores akklimatisering til de hektiske og kaotiske afrikanske storbyer byder formiddagen på en byvandring i Kampala. Fra velhaver- og regeringskvartererne lidt nord for den store Constitution Square til kaossets epicenter Arua Park busstationen. Vi spiser frokost på Makerere University, der er regionens mest respekterede universitet, hvor professor Omach Paul vil præsentere sit langt fra ukritiske syn på Vestens tilgang til udviklingsstøtte i Uganda. Vi fortsætter med at diskutere emnet, når vi bagefter mødes med den danske ambassadør i Uganda, som vil forklare Danmarks tilgang til udviklingsstøtte til et af verdens mest korrupte lande.
Dag 4- Kampala til Gulu, frokost i Bwealye og Karuma falls.
Vi forlader Kampalas pulserende urbane liv, for at begive os ud på en køretur nord på til Gulu, for at se på Ugandas nordlige områder. Undervejs vil vi gøre holdt i en lille by kaldet Bwealye for at spise frokost. Vi kører igennem Masindis flotte landskab og ikke så langt fra Bwealye vil vi krydse Nilen ved Karuma falls, i et område, der før i tiden var farligt at opholde sig i pga. Kony og hans berygtede Lord’s Resistance Army (LRA). Når vi ankommer til Gulu, der er distriktet af samme navns hovedby, vil vi gå en tur i byen, hvor man tydeligt kan se forskellen i levestandard fra Kampala, som følge af, at Norduganda er blevet negligeret i forhold til resten af Uganda.
Dag 5 - Gulu, Gulu university.
I Gulu mødes vi med en professor i landbrug og taler med ham om hvorfor, især bomuldsproduktionen er stigende i Uganda. Det lokale bomuld bliver bl.a. brugt af det danske tøjmærke Noir, og vi vil derfor diskutere med ham om bomuld er en potentiel eksportsucces for Uganda. Efter mødet vil vi spise mad fra det etiopiske køkken, som nok er Afrikas bedste: Doto kyllingegryde og injera brød (måden at spise på, er en oplevelse i sig, selv da injera brødet er selve tallerkenen).
Dag 6 - Adjumani, Odek Kony, Lagu, grænsen til Sydsudan.
På turens sjette dag begiver vi os til Adjumani. Vi kører ad vejen tidligere kendt som Dødens Vej, som har fået det forfærdelige tilnavn, fordi den går igennem Odek, Joseph Konys fødeby og tidligere højborg for LRA. I Adjumani møder vi Lagu, som er stifter af Juba Cycle Club, vi taler med ham om hans liv, hvor han er gået fra at være flygtning fra Sudans rædsler til at være ung succesfuld iværksætter og studerende i bl.a. Botswana og Sverige. Han vil tage os til grænsen mellem Uganda og Sydsudan, så vi kan få et indblik, i hvor hektisk det er, når et så ungt land som Sydsudan skal importere næsten alle sine varer.
Dag 7 Lake Bunyoni, bjergsøer.
Tidligt om morgenen siger vi farvel til Adjumani. Vi kører mod Sydvestugandas frodige landskab og smukke natur, der er at finde i området omkring den navnkundige Bwindi Impenetrable forest. Vi gør holdt ved Lake Bunyoni, der ligger i grænselandet til Rwanda og DR Congo. Her vil vi slappe af omkring lejrbålet og fortælle røverhistorier om vores hidtidige oplevelser.
Dag 8 – Lake Bunyoni-Kisoro-Kigali, UNHCR Nyakabande transitlejr og Rwanda
Dagen står i transportens tegn, da vi efter en tidlig frokost byder Lake Bunyoni farvel og kører gennem det naturskønne sydvestlige Uganda direkte til Rwandas hovedstad Kigali. På den smukke tur passerer vi det majestætiske Muhabura bjerg og får en fornemmelse af den natur, der har givet Rwanda tilnavnet les Mille Collines – de tusind bakkers land.
Dag 9 Kigali, Ntarama Church og Nyamata.
Dag 9 vil blive brugt på at komme lidt tættere på det ubeskrivelige folkemord, der førte til over 700.000 menneskers død på kun tre forfærdelige måneder i 1994. Vi kører 30 km fra Kigali og ser de to kirker hvor cirka 1500 mennesker mistede livet på én nat under folkemordet. Rædselsbegivenhederne bliver fortalt af personer, der selv var til stede og mistede familie og venner i denne helvedes nat.
Dag 10 – Kigali, iværksætter hub, EDUCAT og Hotel Rwanda
I de 20 år der er gået siden Folkemordet har Rwanda været i en rivende udvikling. Dette ses tydeligt i hovedstaden Kigali, der er en skærende kontrast til hektiske Kampala. I Kigali står græsset i rabatten, som var det klippet med en neglesaks; byen er grøn og virker ikke overfyldt som de fleste andre afrikanske storbyer. Præsident Paul Kagame forsøger at brande landet som ”Afrikas Singapore” og gøre landet til et IT-hub. Han har derfor desperat brug for folk som John Stever, en tidligere journalist på the Economist, der forsøger at skabe et kreativt iværksættermiljø, som kan tiltrække vestligt talent og kapital til det lille overbefolkede land uden nævneværdige naturressourcer. John har i en ejendom kønt beliggende med udsigt over Kigalis bakker, skabt et fælleskontor - the Office - for mindre virksomheder og NGO’er, hvor stemningen er ren San Francisco. Stever er udover at være manden bag the Office en indgående kender af Rwanda, hvor han tidligere har forhandlet for landets finansministerium, og vi ser frem til at diskutere landets fremtidsudsigter med ham. Den danske NGO EDUCAT, der træner rwandiske iværksættere, har til huse i the Office, og de ser også frem til at møde os og fortælle om deres arbejde. Ingen tur til Rwanda uden et besøg på Hotel Rwanda. Vi bruger aftenen på Mille Collines, hvor man i en stille stund kan reflektere over, hvor langt Rwanda har udviklet sig siden folkemordet.
Dag 11 - Gisenyi, paradis og grænsen til DR Congo
Efter nogle ret intensive dage med mange stærke og til tider barske oplevelser, får vi brug for at slappe af. Det gør vi på resortet Paradis Malahide, der er et lille stykke af paradis i Rwanda på grænsen til DR Congo. Vi besøger Gisenyi Breweries, der producerer en af Centralafrikas mest solgte øl Primus. Mads vil supplere med sine oplevelser hos pygmæfolket på Idjwi Island, en ø i Lake Kivu og sin tid i Goma.
Dag 12 – Gisenyi, kaffe-ø afslapning
Vi vågner næsten op på stranden efter en nat på hotel Paradis Malahide. Efter lidt strandtid ved hotellet tager vi en båd ud på Kivu Søen til Nyamirundi øen, der er hjemsted for den økologiske fairtrade farm ejet af Ingoboko kooperativet der står bag ”Centralafrikas Starbucks” Bourbon Coffee. Om aftenen har vi arrangeret en byvandring langs grænsen til byen Goma i DR Congo. En kontrastfyldt oplevelse; Gisenyi kunne med sine brostensbelagte gader og rolige stemning blive et turistmekka, hvis den ikke grænsede op til et af verdens mest uroplagede byer.
Dag 13 – Fra Gisenyi til Mbarara, UNHCR
Fra Gisenyi kører vi gennem det naturskønne nordvestlige Rwanda og sydvestligste Uganda. Det smukke område gemmer på en mindre skøn fortælling om de konstante uroligheder på den anden side af grænsen til DR Congo. Fortællingen materialiseres af de mange congolesiske flygtninge, der i konfliktperioder ankommer dagligt til transitlejren Nyakabande lidt udenfor byen Kisoro. Vi besøger lejren og mødes med dens leder Jimmy Ogwang fra UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat). Jimmy vil beskrive migrationsstrømmene i regionen og forklare UNHCR’s arbejde. Han vil også belyse M23 oprørsgruppen gennem de mange samtaler han har haft med rebeller, der har forsøgt at skjule sig i Uganda, efter de blev slået af MONUSCO (FN’s styrker i DR Congo) og den congolesiske hær. Efter mødet med Jimmy spiser vi frokost på det hyggelige Coffee Pot, der byder på en god chili con carne med guacamole og lækker friskbrygget ugandisk kaffe.
Dag 14 - Fra Mbarara til Masaka.
Efter to intense uger vil vi slutte vores tur med en god middag på den dansk-ejede Cafe Frikadellen. Som navnet antyder kan den dårligt være mere danskinspireret. Her vil vi snakke med de to ejere Carsten og Ruth Jespersen, om cafeen og deres projekt Childcare.
Dag 15 - Hektiske Kampala.
Efter 14 gode og interessante dage på vejene, vil der være mulighed for at udforske Kampalas hektiske liv, især Old taxipark er et interessant sted. Det kan også anbefales at tage en tur på lokale motorcykel taxaer Boda Boda.