09/12/2025
Årets mandelgave ….. eller blot en ekstra gave under juletræet ….. Og flere af kvinderne er lokale vesterbroere 😊
'Globale kvindefortællinger i Danmark'
En bog af Hanne Fabricius
I november udkom min bog 'Globale kvindefortællinger i Danmark', hvor jeg har interviewet 21 kvinder, som alle har en ekstra kultur ud over den danske kultur.
Nogle er kommet til Danmark på flugt, andre på grund af kærlighed, studier, familie eller andet. Hver kvindehistorie afsluttes med et afsnit fra deres etniske køkkener, hvor de deler en eller flere af deres yndlingsmadopskrifter.
Bogens 21 kvinder fortæller deres egen og deres familiers livshistorie, og hvordan deres liv har formet sig i Danmark i mødet med os. Fælles for kvinderne er, at de er glade for deres nye land, og at de føler, at de bidrager positivt til samfundet. De fortæller også, hvad de selv synes er godt, og hvad der er eller har været udfordrende i mødet med vores danske kultur. Kvindernes historier er ikke offerhistorier, tværtimod.
Kvinderne kommer fra hele verden, og flere af dem bor endda eller har boet på Vesterbro. I bogen kan I blandt andet møde Dianne fra Bulgarien, som har en lille butik i Istedgade 109, hvor hun laver sine egne lækre naturcremer, og Stella fra Grækenland, der sammen med sin danske mand Erik driver den hyggelige græske restaurant Café Patina i Mysundegade 26.
I disse tider er vi nødt til at lære de mennesker bedre at kende, som har valgt Danmark til, fordi de er med til at skabe sammenhængskraften i vores land og ikke splittelsen, som nogle prøver at beskylde dem for.
Vi møder dem overalt som for eksempel på arbejdet, i supermarkedet, som en stemme i telefonen, i det politiske liv, hos vores venner, ja overalt.
Min redaktør skriver, at bogen er en af de vigtigste bøger, han har lavet i år. Og jeg er dybt taknemmelig for, at han og forlaget Turbine troede på min idé om at skrive de gode og positive historier i stedet for bande- og offerhistorierne, som de fleste forlag desværre foretrækker at udgive 😉
Men hvis I har lyst til at blive klogere på, hvordan det føles at være kvinde i Danmark med en anden eller en ekstra etnisk baggrund, kan I læse denne bog, som findes i enhver ordentlig boghandel. Ellers må I spørge efter den 😉
OG PS.: Nej, bogen er IKKE kun for kvinder. Bogen kan læses af ALLE køn 😊
Læs mere om bogen her: https://tyra.dk/b-ger/globale-kvindefort-llinger.html
Og så ønsker jeg jer alle sammen en fantastisk og glædelig jul og et lykkebringende og godt nytår.
Hanne