08/11/2025
Fik lige det her tilsendt fra nogle kunder, 👍
Fynshav turen efter fladfisk (Fleggaard turen)
Over middag fredag den 17. oktober mødes de 11 deltagere i årets Fleggaard tur, der foregår i farvandet mellem Als og Fyn/Ærø. Der var på forhånd blevet provianteret så turen kan laves til en meget favorabel pris og det er vel at mærke alt inklusive !
Vi blev fornemt indkvarteret i et stort hus med 12 gode sovepladser fordelt i 2 og 3 mands rum.
Knud fremtryllede en fantastisk lækker oksesteg, med kartofler, bønner og en virkelig lækker whiskysovs lavet fra bunden. Han havde også fundet en virkelig god rødvin som passede perfekt til maden.
Efter maden blev der ret hurtigt ro i huset (bortset fra lidt snorken 😊), for vi skulle tidligt op og være ombord på kutteren Anna kl. 8:00 lørdag morgen.
Spændingen ved morgenbordet var stor – ville det blive lige så godt som sidste år.
Vejret var fantastisk, fuldstændig klar himmel og svag vind fra en nordøstlig retning, så det var herligt at komme afsted mod sidste års gode fiskepladser ved Ærø, en tur der tager ca. 1½ time.
Skipper kender farvandet som sin egen bukselomme, så vel fremme ved fiskepladsen, varede det ikke længe før de første fisk blev hentet op, fine rødspætter godt over målet.
Snart havde alle fået fisk og der var god aktivitet hele formiddagen, der var mange fisk der huggede, så vores personlige mindstemål blev gradvist skruet op, så kun de store kom med hjem.
Selv om vinden aftog ved middagstid så båden næsten lå stille, var der fortsat aktivitet, men det blev lidt sværere at mærke fiskene og få dem kroge. Midt på eftermiddagen havde vi alle fået en god fangst og var klar til at vende snuden hjemad. Dagens fangst kunne gøres op til 305 fine fladfisk, måske ikke helt ligeligt fordelt mellem de 11 deltagere, men jeg er sikker på at alle var godt tilfredse med dagens fangst, det sociale samvær og ikke mindst det fantastisk lækre vejr.
Alt i alt en fantastisk dag på vandet!
At Jan havde medbragt en fantastisk maskine, der kan trække skindet af selv den mest genstridige rødspætte, gjorde virkelig livet meget lettere for alle os andre. En kæmpe tak til dig Jan for din indsats ved maskinen!
Før aftensmaden var der flere, der fik sig en lille ”morfar”, man bliver dejlig naturligt træt efter en hel dag på vandet !
Turens næste højdepunkt var aftensmaden. Menuen var i dag friskfangede rødspætter med kartofler, ærter og en dejlig hjemmelavet persillesovs - i rigelig mængde, helt som det skal være. Knud havde fundet en lidt speciel hvidvin til os, den passede fremragende til fisken.
Efter maden tyndede det gradvist ud i forsamlingen, vi skulle jo være friske til turen hjem i morgen formiddag.
Alt i alt en herlig tur med både rigtig godt fiskeri, mad og drikke i særklasse og masser af hygge ind imellem.
At der så også kom nogle poser fisk med hjem var jo en dejlig bonus. Når de kommer på bordet en mørk vinteraften, kan man jo drømme sig tilbage til denne dejlig fiskedag i det sydfynske.
Til sidst skal der lyde en kæmpe tak til Havturs-teamet Peter og Peter, der har arrangeret turen, og ikke mindst til Knud for hans kæmpe indsats på det kulinariske område og for gode fisketips der gav fast fisk.
I har fået skruet en tur sammen der bestemt kan anbefales til andre af vores medlemmer med saltvand i blodet !
Men du skal vide at der er rift om pladserne, så det er en god ide at give Peter Højfeldt et praj hvis du er interesseret i at komme med næste år!
Knæk og bræk
John Larsen
Formand