Healing Rejser, Torphøjvej 1, Give (2025)

10/06/2025

Det er ironisk, ikke?

At vi – i bund og grund – sælger dig noget, hvor vores største mål er, at du aldrig behøver komme igen.

Det er ikke, fordi vi ikke elsker det, vi laver. Det gør vi. Dybt!
Men vi arbejder for noget større end et gensyn.

Vi arbejder for, at du og vi, os allesammen, en dag står der – hjemme i din egen krop – og ved, at du ikke behøver os mere.

At du kan være med din krop og i din krop. At du kan være i accept og fuldt svøbt i livskraft.
Derfra er du næsten urørlig. Du er umanipulerbar, for du behøver ingenting.
Du har det hele allerede.

Men det er ikke dér, vi starter.

De fleste kommer, fordi noget føles ufuldstændigt.
Søgende. Overbelastet. Adskilt.
Nogle i tvivl.
Andre i overlevelse.
Det er en del af vejen – og et helt ægte sted at begynde.

Det, vi tilbyder, er ikke afhængighed forklædt som tryghed.
Vi forsøger ikke at fixe dig. Vi kan faktisk ikke engang love, at du vil føle dig tryg i vores selskab – for det er ikke noget, vi kan garantere på dine vegne.

Men det, vi KAN gøre, er vores absolut bedste for at skabe et rum, hvor du kan huske dig selv.

Og på den rejse går vi sammen.
Vi, der sidder omkring dig i teamet, er ikke færdigbagt og fuldt til stede på den mest optimale måde – altid. Vi er mennesker, på samme rejse som dig – ellers ville vi ikke være tiltrukket af hinanden.
Men vi har en erfaring at byde ind med. En viden, samlet op over lang tid.
Og ikke mindst et utrætteligt KALD efter en kollektiv heling af os allesammen.
Hvordan det så end ser ud for dig, din sidemakker – eller den der idiot, du mødte i trafikken i sidste uge.

Så ja – vi “sælger” ceremonier.
Men det, vi virkelig tilbyder, er en vej hjem.
Til det sted, hvor du ikke længere leder.
Fordi du mærker, at du allerede er landet.

09/06/2025

Hvem du vælger at gå med, betyder noget.

Når man arbejder med det dybeste i mennesker – sår, længsler, livskriser og transformation – så er det ikke nok at have læst en bog eller taget et kursus.

Det kræver mod.
Det kræver erfaring.
Og det kræver, at man selv bliver ved med at gå vejen.

Vi hedder Bjarne og Synne.
Vi har arbejdet i feltet i mere end 10 år, og vi går (selvfølgelig) stadig selv i terapi.
Vi underviser vores team, modtager supervision, og vi lærer stadig – hver eneste gang vi træder ind i et rum med mennesker.

Vi kommer med forskellige baggrunde – psykoterapi, ingeniørvidenskab, sygepleje, ceremoni, kropsterapi og musik - men fælles er, at vi tager arbejdet alvorligt.

Det her er ikke en hobby.
Det er vores livsværk.

Swipe og mød os, som vi er.
Mennesker med hænder i arbejdet og hjerter i processen.

Vi står dér, når du står med dig selv.

Har du spørgsmål? Du er velkommen til at skrive.

04/06/2025

Har du nogensinde gået ud i skoven bare for at mærke dig selv igen?

Ikke for at slippe væk.
Men fordi noget i dig kaldte. På stilhed. På rytme. På virkelighed.

Nogle gange begynder det dér – med bare at trække vejret.
Med at lade skuldrene falde.
Med at huske, at du ikke er alene, og at der findes steder, hvor tempoet ikke styrer alt.

Det er sådan mange finder os.

Ikke fordi de søger et quick-fix.
Men fordi de længes efter noget ægte.
Et sted hvor de kan være i det, der er – uden maske, uden pres.

Vores retræter er ikke en pause, du vender hjem fra og fortsætter som før.
De er et rum, hvor du får lov til at møde dig selv – ærligt, råt, nænsomt.
Et felt hvor du ikke skal være “færdig” – men villig til at være ægte.

Vi lover dig ikke forløsning.
Vi lover dig rum.
Tid.
Relation.
Og et nærvær, der holder dig, mens du mærker dine egne skridt.

Der findes ingen smutveje.
Men der findes stier.
Og vi går med dig et stykke, mens du genfinder din egen.

🌀

Kender du følelsen?
Af ikke at flygte – men at fordybe dig.
Del den, hvis du har lyst.
Nogen derude venter måske på lige dine ord.

25/05/2025

De kaldte det farligt. Så de bandlyste det.

Det skete i mange kulturer, på mange kontinenter.
Shamaner, healere, vismænd og -kvinder blev tvunget i skjul – for deres viden, deres kontakt med naturens medicin og deres evne til at se det usynlige.

Det, der før var en hjørnesten i fællesskabets sundhed og åndelige liv, blev kaldt hekseri.
Og langsomt forsvandt de stemmer, der kunne hjælpe os hjem.

Når vi i dag arbejder med plantemedicin, ceremoni og sjælens sår, så står vi ikke alene.
Vi står på skuldrene af dem, der blev brændt, fordrevet og glemt.

Og vi står samtidig midt i en levende samtale:
Hvordan arbejder vi med respekt – og ikke romantik?
Hvordan genkender vi medicinefolk i dag – også i vores egne kroppe?
Hvordan arbejder vi med de ar, som kolonialisering har sat i både sind og struktur?

Vi glæder os over, at samtalen vokser.
At flere stemmer blander sig – både herhjemme og internationalt.
Og vi deler dette opslag som en påmindelse:

Medicin er ikke kun noget, vi indtager.
Det er noget, vi bærer.
Noget, vi vælger at stå op for – igen og igen.

20/05/2025

Er det kun os – eller er verden blevet lidt tungere at bevæge sig igennem lige nu?

Det er mærkeligt at sige midt i maj – men vi kan mærke det i luften: Noget har ændret sig.
Ikke i behovet for dyb healing. Tværtimod.
Men i det tempo, der bliver sagt ja i.
Der er blevet lidt mere stille i tilmeldingsfeltet. Men ikke i samtalerne, i mails. Ikke i længslen. Ikke i kroppen. Ikke i interessen for vores arbejde.
Det er jo ikke ligefrem normalt at en virksomhed indrømmer det offentligt; vores altid overbookede retræter står pludselig med ledige pladser!
Men vi er jo typerne, der hellere inviterer elefanten til te – end prøver at lade som om den ikke er der.

Samtidig vil vi også gerne pointere, at vi ved, det ikke handler om, at behovet er væk.
Vi hører det i beskederne, opkaldene, de små hvisk:
“Jeg har brug for at komme.”
“Jeg har bare ikke lige… overskuddet. Modet. Afklaringen.”

Og det giver mening.
Verden larmer. Priser stiger. Beslutningstræthed er ægte og til stede.
Men derfor vil vi gerne sige det højt:
Du behøver ikke have alting på plads, for at tage første skridt.
Du må gerne række ud, selvom du ikke ved, om du kan.
Du må gerne skrive og sige: “Jeg mærker et kald – men jeg har brug for hjælp til at finde vej.”

Og måske netop fordi vi ved, hvordan det kan føles, når noget i én kalder, men resten tøver – så vil vi gerne åbne døren på klem.

Vores næste retræte er Voice Liberation – en hel weekend med ceremonielt arbejde, stemmeforløsning og kropsligt nærvær.
Det er et rum, hvor det, der ikke kunne siges – måske forløses alligevel.

Vi trækker vejret dybt.
Vi råber det ud, der aldrig fik plads.

Det er en katarsis-båret praksis – med hardbreathing, stemmeudtryk og en tydelig, kraftfuld ramme.
Et sted, hvor du ikke skal være pæn i kanten eller finde tonen.
Men hvor du får lov at være alt det, der ikke længere kan holdes inde.

Så…
Hvis du har hørt “Voice Liberation” og forestillet dig vokaløvelser og sangundervisning – så er det ikke dét.
Det er vildere. Mere primalt og råt.
Og det kan ændre noget dybt.

Et sted, hvor du ikke skal kunne noget bestemt.
Men hvor du får plads til at møde det, der trænger sig på.
Med hjælp fra gruppens felt, guidede processer, ritualer, krop – og din egen stemme.

Der vil være to ceremonier i løbet af weekenden.
Og vi går ind i dem med respekt, erfaring og tydelige rammer.
De står ikke alene – men er en del af en hel rejse, hvor vi møder det, der kalder, før, under og efter.

🌀 12.–15. juni på Lykkebo
🌿 Et rum for forløsning, lyd, stillhed, nærvær og transformation.

Hvis du mærker, at det kalder – men du stadig tøver – så skriv til os.
Du er velkommen, også i din uafklarethed.
Og vi står her, hvis du vil finde modet sammen med os.

17/05/2025

Der er lige nu en bevægelse – ja, nærmest en spænding – i den terapeutiske verden.

På den ene side har vi den gamle skole med rødder i Wilhelm Reich, Alexander Lowen og Stanislav Grof – pionerer i det kropsligt ekspressive.
De talte om katarsis, om forløsning, om at kroppen skulle ryste, skrige, åbne – for at slippe det, der havde været bundet fast i årevis.

På den anden side står den nyere traumeinformerede bevægelse med navne som Peter Levine, Stephen Porges, Bessel van der Kolk og Deb Dana.
Her handler det ikke om at sprænge igennem – men om at fornemme, regulere og finde ro gennem mikrobevægelser og nærvær.

Det kan næsten lyde som to lejre, der forsøger at få ret.

Den ene siger: “Vi skal turde være vilde – kroppen bærer på frosne følelser, og de skal ud for at give plads til liv.”
Den anden svarer: “Hvis du skriger uden forankring, risikerer du at retraumatisere dig selv. Nervesystemet heler i tryghed, ikke i kaos.”

Og begge har en pointe.

Nogle mennesker har brug for det kraftfulde, det rå, det der får kroppen til at eksplodere i forløsning.
Andre har brug for noget helt andet – det stille, det sanselige, det langsomme, der langsomt smelter det frosne lag indefra.

Begge veje har værdi.
Begge kan skabe dyb transformation.
Men ikke nødvendigvis for den samme person – eller i den samme fase af livet.

I Healingrejser kender vi dem begge.

Vi arbejder med både dyb aktivering og blid kontakt, og vi har set det hele:
– Deltageren der fandt sin kraft i et skrig.
– Og deltageren der fandt hjem i en stille udånding.

Men vi ved også, at det ikke altid går godt, når det hele blandes for meget sammen.

For det kræver en vis parathed at gå ind i det ekspressive.
Og det kræver stor rummelighed at blive i det langsomme.
Det ene kan vække for meget – det andet for lidt – alt afhængig af hvem man er, og hvor man er i sin proces.

Derfor arbejder vi ikke ud fra én metode – men med en finfølt og helhedsorienteret tilgang, hvor både det ekspressive og det nænsomme har deres plads.

Vi mærker hele tiden ind:
Hvad kalder denne gruppe på?
Hvad har denne krop brug for?

To retræter er aldrig ens.

Men det, vi møder deltagerne med, er altid det samme:
Respekt for kroppens timing.
For nervesystemets intelligens.
Og for det mod, det kræver at sige ja til dig selv – lige der, hvor du er.

🌀 Og nu vi taler om dig, fineste du der læser med her;
Har du prøvet det vilde udtryk – og det blide nærvær?

Hvordan mærker du, at dit nervesystem bedst bliver mødt?

Vi er nysgerrige – og vi lytter med, hvis du har lyst til at dele.

13/05/2025

Når kritik rammer hjertet – vi vælger at lytte.

Indimellem bliver vi nævnt i opslag, hvor mennesker har haft svære oplevelser med vores rum eller med os som facilitators. Vi læser med. Og vi tager det alvorligt.

Vi går sjældent ind i kommentarsporene – ikke fordi vi ikke lytter, men fordi det sjældent føles som et sted, hvor der reelt bliver lyttet. Der er hurtigt mange stemmer, mange lag og mange historier, og det er ikke altid dér, samtaler får ro til at folde sig ud.

Og i dag skriver vi ikke det her for at forsvare os.
Vi skriver det, fordi vi ønsker en kultur, hvor flere sandheder kan få plads ved siden af hinanden. Hvor det er muligt at sige højt, at noget ikke føltes godt – også selvom det samme rum har gjort noget smukt for andre. Hvor vi som facilitators ikke lukker øjnene, men kigger indad. Også når det gør ondt. Også når vi har ramt ved siden af.

Der er mange, der rejser med os og får dybe, livsforandrende oplevelser. Men det fritager os ikke for ansvar, når nogen ikke gør.

Vi arbejder med respekt, med refleksion, og med en oprigtig intention om at møde mennesker så rent som muligt. Men vi er også bare det – mennesker. Mennesker der lærer, og stadig har noget at lære.

Hos Healingrejser arbejder vi med dyb respekt for det, der ikke kan fikses – men forvandles.
Vi siger f.eks. ikke, at vi følger Shipibo-traditionen.
Men vi prøver at være tro mod det, vi har lært og levet os frem til. Vi går ikke én fastlagt vej. Vi følger det, der virker for os – det vi mærker, der åbner noget der føles sandt helt ned i bindevævet. Og vi gør det med så meget omhu vi menneskeligt kan.

Der findes mange måder at arbejde på. Og vi tænker ikke, at sandhed er noget, man kan eje. Den opleves forskelligt. Og det må den gerne. Vi ved godt, vi ikke rammer plet for alle.

Hvis du har haft en svær oplevelse med os – eller med nogen i vores team – er du yderst velkommen til at række ud. Ikke for at blive mødt med forklaring eller undskyldninger, men med nysgerrighed og medmenneskelighed.

Kærlighed kan ikke tage det svære væk.
Men den kan gøre det muligt at blive i samtalen.
Og det er dér, vi vil være.

11/05/2025

Det var meditation og cock-yoga. Ulvehyl og gruppekram.
Mænd, der gik ind i mørket for at hente deres lys hjem.

I disse timer afslutter vi forårets manderetræte på CEMaH.
Fem intense døgn med Kraft & Eros som omdrejningspunkt.
Fem døgn hvor mænd – stærke, sårbare, modige mænd – lagde beskyttelsen fra sig og trådte ind i et rum, hvor kroppen fik lov at tale, hvor seksualitet ikke skulle forklares, og hvor nærvær ikke var en præstation, men en praksis.

Vi har været vidner til skuldre, der sænkede sig. Stemmer, der rystede, men alligevel sagde det, der skulle siges. Øjne, der mødte hinanden uden at skulle “gøre” noget. Der har været dybe processer, stilhed, grin, rystelser, råb og en blidhed, der ikke kom fra svaghed – men fra integritet.

Det er svært at sætte præcise ord på det, der sker, når mænd mødes på den måde. Men man mærker det i rummet. I åndedrættet. I nerven mellem dem. Og i det, der vokser, når de rejser hjem igen – lidt mere sig selv.

Den dybeste tak til jer, der deltog. Tak for modet, ægtheden og det, I bærer med jer videre.

09/05/2025

“Det her var ikke en oplevelse. Det var en overgang.”

Sådan sagde én af deltagerne efter en retræte.
Og vi kunne ikke sige det bedre selv.

For det vi laver, er ikke events. Det er ikke “spændende oplevelser” med musik og røgelse. Det er rum for forandring. Rum hvor du ikke skal præstere, men møde det, der er – med støtte, tryghed og ærlighed.

Når du læser med her, vil du måske gerne forstå, hvad der egentlig sker på en retræte? Hvad vi laver. Hvordan det foregår.
Men de bedste beskrivelser kommer ikke fra os.
De kommer fra dem, der har rejst.

Vi har samlet nogle af deres ord i vores seneste opslag på Instagram (vores profil hedder ... tadaa ... Healingrejser).

Og hvis du er nysgerrig på, hvad det kan vække i dig, så tag et øjeblik. Læs med. Og mærk, om noget i dig kalder.

🌿

Vores næste retræter er åbne for tilmelding – og du er inviteret, præcis som du er.

05/05/2025

Nogle gange er kroppen den, der husker, længe efter du selv er gået videre.

Du har måske talt det igennem. Fået styr på det i hovedet. Lagt det bag dig, som man siger. Og alligevel reagerer kroppen, som om det hele stadig foregår. Den spænder op, når nogen hæver stemmen, holder vejret i mødet med autoritet, trækker sig sammen når noget føles utrygt – selvom du ikke altid forstår hvorfor.

Det viser sig som træthed, der ikke forsvinder, selv efter god søvn. Som uro, som en grundfølelse af at skulle være i beredskab. Som kæbespændinger, en knude i maven, lavt åndedræt og den der følelse af at du må klare det hele selv. Ikke fordi du vælger det – men fordi kroppen aldrig blev fortalt, at den er tryg nu.

Det er ikke fordi du gør noget forkert. Det er bare gammelt. Det er sporene fra det, der var – og som ikke har fået lov at forlade systemet endnu.

Hos Healingrejser arbejder vi med kroppen som nøglen. Ikke som en passiv beholder for sindets erkendelser, men som et levende, sansende arkiv for det levede liv. Når vi inviterer kroppen med ind i helingsarbejdet, begynder noget at slippe. Ikke som et quick fix – men som en ægte forandring, indefra og ud.

Det starter ikke med at forstå det hele. Det starter med at være ærlig omkring, hvad du stadig mærker. Og med at lytte til kroppen, når den fortæller dig, at noget stadig sidder fast.

Er det tid til at lade den få en stemme?

03/05/2025

“Jeg havde glemt, at jeg har en stemme. Og at den faktisk er smuk.”
Sådan sagde en deltager efter sidste Voice Liberation-retræte.

Det ramte os dybt – for det er så genkendeligt. Det med at have tilpasset sig i årevis, tie stille for ikke at forstyrre, ikke fylde, ikke vække for meget opmærksomhed. Måske endda begynde at tro, at ens stemme ikke er vigtig. At det, man bærer, ikke må få lyd.

Men halsen, det følsomme landskab mellem hjerte og hoved, er ikke bare et fysisk sted. Det er kroppens port til det femte chakra – det energicenter, hvor vores sandhed bor.
Her sidder alle de ord, vi ikke sagde. Alle de sandheder, vi holdt tilbage. Her bor længslen efter at blive hørt, uden at skulle forklare sig. Her kan vi mærke, når noget vil ud – og når vi ikke længere kan holde det inde.

Den 12.–15. juni åbner vi dørene til Voice Liberation.
Et stemmerum. Et sansende retræte for dig, der længes efter at genfinde forbindelsen mellem det indre og det ydre.
Vi arbejder kropsligt, energetisk og menneskeligt. Sammen med dig – og med hinanden – holder vi et rum, hvor du kan give slip i tryghed. Hvor du ikke skal præstere. Hvor du må være rodet, blød, vred, poetisk, stille, alt det, du er.

Du skal ikke kunne synge, det er ikke det det handler om. Du skal ikke være klar på nogen særlig måde. Du skal bare være villig til at lytte – og måske langsomt, kærligt, lade noget få lyd.

Er det tid til at lade stemmen finde hjem?
Er det nu, du mærker, det er tid?

Læs mere og tilmeld dig via linket i kommentar sporet.

01/05/2025

🔥 De 3 største myter om ceremonier – og hvorfor de spænder ben for os:

Er det virkelig sandt – det, du tror om ceremonier?
Vi møder dem igen og igen.
De små sætninger, som holder folk tilbage.
Ofte forklædt som sund fornuft. Eller “jeg skal bare lige...”

Men måske er det ikke dig, der ikke er klar.
Måske er det bare en myte, der skal falde.

Her er 4 af de største:

1. “Alt bliver fikset på én ceremoni”
Det ville være rart. Men nej.
Ceremonien er ikke en slutdestination – den er starten.
En åbning. En erkendelse.
Det er i dagene, ugerne og månederne efter, at forandringen tager form.
I integrationen. I hverdagen. I dig.

2. “Du skal brække dig – ellers virker det ikke”
Udrensning kan ske. Men ikke altid fysisk.
Nogle græder. Andre mærker varme. Stilhed. Klarhed.
Din rejse er din. Der er ingen “rigtig” måde.
Kun din måde.

3. “Man skal være meget udviklet for at være klar”
Nej.
Du skal ikke have gået et år i terapi, gennemført ti kropsterapi-forløb og være følelsesmæssigt balanceret.
Ceremonien er det, der åbner.
Du kan tage den som din rambuk – og integrere bagefter.
Eller forberede dig længe. Begge veje er gyldige.
Men vent ikke, fordi du tror, du skal være et andet sted end dér, hvor du er.

4. “Jeg har det for dårligt til at tage afsted”
Vi hører den tit.
Men hvis du har det perfekt, hvorfor så overhovedet tage på retræte?
Det er netop, når livet støjer, at længslen bliver tydelig.
Når intet andet virker.
Når du ikke længere kan finde vej på egen hånd.
Det er ikke et forkert tidspunkt. Det er et ærligt ét.

Så spørg ikke: “Er jeg klar?”
Spørg:
Kan jeg mærke, at det er tid?

Healing Rejser

10/06/2025

09/06/2025

04/06/2025

25/05/2025

20/05/2025

17/05/2025

13/05/2025

11/05/2025

09/05/2025

05/05/2025

03/05/2025

01/05/2025

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del