08/06/2026
Når en turistbus er mistænkeligt billig, er der ofte nogen andre, der betaler prisen.
Det kan være de danske busvirksomheder, der betaler moms, følger reglerne og investerer i chauffører, kvalitet og ordnede forhold.
Det kan være chaufførerne.
Og det kan i sidste ende være os alle sammen, hvis de danske busvirksomheder bliver presset ud af markedet.
For det er ikke kun om sommeren, vi har brug for turistbusserne. De kører turister, skolebørn, ældre, foreninger og virksomheder hele året. Og når togene bryder sammen, er det busserne og chaufførerne, vi ringer efter.
Udenlandske busser må selvfølgelig gerne køre i Danmark, når de følger reglerne.
Men danske virksomheder skal ikke udkonkurreres af aktører, der snyder på vægten.
Sidste år viste en kontrol fra Skattestyrelsen i København, at mere end halvdelen af de kontrollerede udenlandske busselskaber ikke var momsregistreret i Danmark.
Det bør få alarmklokkerne til at ringe.
Derfor skal myndighederne skrue op for den målrettede kontrol. Og købere af turisttransport bør stille sig selv et par ekstra spørgsmål, når prisen virker for god til at være sand.
For de udenlandske busser er her ikke ved et tilfælde.
Nogen har bestilt dem.
Læs debatindlægget af Jens Hvid Bang i Turistmonitor her: https://turistmonitor.dk/nyheder/debat/article19347850.ece