04/05/2026
Traditionen tro, var der her til aften en smuk mindehøjtidelighed i Mindelunden i anledning af 4. Maj.
I aften, for 81 år siden, kunne man fra BBC i London høre det glædelige budskab, som Johannes G. Sørensen læste op:
“I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig “
Næppe mange husker, hvad der efterfølgende blev sagt I udsendelsen. Men herefter fulgte:
“Vi forsætter nu Udsendelsen med at oplæse de to Proklamationer, som Danmarks Frihedsraad udsendte i Gaar, altsaa inden den Meddelelse vi netop har givet:
"Hvad enten det kommer til Kamp eller Kapitulation, vil Befrielseskampens sidste Timer kræve endnu større Disciplin og Selvbeherskelse end hidtil. Ingen gruppe maa gaa til Handling, før Ordren er givet. Frihedskæmpere, Kammerater, vi stoler paa Jer”.
Det sidste var der nok ikke så mange der hørte. Folk strømmede ud på gader og stræder, og hang uden på sporvognene i glædesrus.
De 5 forbandede år var forbi. Mørklægningsgardiner blev flået ned, og tændte lys blev sat i vinduerne. At sætte lys i vinduerne er en tradition, der stadig holdes i hævd. Noget vi gør for både at fejre, og mindes.
Men befrielsesdagene var faktisk også de mest blodige i besættelsens historie.
Jagten gik ind på stikkere, værnemagere, HIPO-folk og andre, der var gået tyskernes ærinde.
Mange forretninger blev smadret, og i Store Kongensgade, hvor den nazistiske avis “Fædrelandet” havde til huse, blev alt inventar smidt ud på gaden.
Sammenstød mellem modstandsfolk og danske nazister betød, at 54 mennesker i København mistede livet den 4.-5. maj. Et tal der voksede de næste par dage.
Den 7. maj var 83 københavnske modstandsfolk blevet dræbt, og mere end 500 såret.
HIPO-folk, og andre danske nazister, havde forskanset sig på byens tage, hvorfra der blev skudt. Blandt andet på Jagtvej, og ved Vesterport. Blandt de faldne, var flere fra Den Danske Brigade, der var ankommet fra Sverige 5.-6. maj.
Men 4.-5. maj huskes først og fremmest som et glædens døgn i hele landet. (Bortset fra Bornholm, der blev bombet og var besat af russerne i 11 måneder).
Husk nu at sætte lys i vinduerne.
For friheden, for freden, og for de der betalte den højeste pris.
En af dem var modstandsmanden Kim Malthe-Bruun, der var i Studenternes Efterretningstjeneste, deltog i redningen af de danske jøder, og blev henrettet i Ryvangen, kun får uger før befrielsen.
Han får det sidste ord:
"Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu."
"Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende. Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres."
