09/10/2026
Tag børnene med til Vikingeborgen Trelleborg i efterårsferien ⚔️
Måske har I en lille viking derhjemme, der skal prøve bueskydning og krigertræning? På Trelleborg kan børnene prøve kræfter med begge dele, og sammen kan I se en våbendemonstration og gå på opdagelse på Harald Blåtands ringborg.
Læg også vejen forbi langhuset, og lyt med, når Hugin eller Munin fortæller om vikingernes mørke verden. Bagefter kan I fortsætte på sporjagt eller prøve nogle af de kreative vikingeaktiviteter. Nogle aktiviteter kræver en aktivitetsmønt.
Og så er der den aften, hvor I skal besøge borgen efter mørkets frembrud. 🔥
Den 17. oktober kl. 19 - 21.30 kan I tage familien med til Nat på Borgen. I begynder med at gå på opdagelse i museets udstilling på en mørkerundvisning. Senere kan I følge fakkeltoget til gravpladsen og hvordan mon det er at besøge den, når I ikke længere har dagslyset med jer?
Glæd jer også til at se en våbendemonstration i flammernes skær og høre de dødes historier, når de rejser sig i langhuset. Her er der også musik på programmet, så der er flere grunde til at kigge indenfor i løbet af aftenen.
Har I kun besøgt Trelleborg i dagslys, er det måske denne aften, I skal tage afsted sammen. Bemærk, at Nat på Borgen kræver særskilt tilmelding.
Til et besøg i dagtimerne kan I tage gratis bus 909 fra Slagelse Station 🚌
Trelleborg holder vinterlukket fra 1. november til 31. marts, så hvis I skal nå forbi i år, skal det altså være denne måned. 🍂